Skrevet af Morten:

Efter en dejlig nats søvn i en dejlig stor blød seng og morgenmad på værelset var det blevet tid til at forlade det lækre Hard Rock hotel og sætte kursen mod national parken Monument Valley.

På vej til monument Valley kørte vi igennem en masse utroligt smukke og øde områder. Vi kunne også hurtigt fornemme at vi var på vej til Indianernes land.  Da vi holdt ind for at tanke kunne tankpasseren fortælle os at de sidste par dage havde man været i gang med at filme nogle scener ude i Monument Valley til en film med Johnny Depp. Da vi nærmede os stedet kunne vi også godt forstå hvorfor dette område var valgt som scene til en film, der var ubeskriveligt smuk og kæmpe fritstående stenformationer.

Vi havde lavet lidt research dagen før og fundet frem til en campingplads som var placeret på en bjergskråning med udsigt over national parken Monument Valley.  Vi havde også dagen forinden handlet ind så vi kunne grille når vi kom frem. Vi fik en plads med en dejlig udsigt som vi kunne nyde mens vi grillede. Selvom autocamperen er ret stor føltes den utroligt lille i forhold til de kæmpe røde bjerg monumenter vi var omringet af.

Da vi havde kørt 600 km. Den dag var vi meget trætte. Vi gik derfor tidligt i seng.

Skrevet af Søren.

Vi havde kørt meget og set meget. Selvom det lyder som et luksus problem, var vi virkelig trætte begge to. Vi orkede ikke mere kørsel, men var heldigvis foran vores tidsplan.

Efter lidt søgen på nettet, fandt vi ud af at vi skulle til Alberquerqeu for at finde et ok hotel til en ok pris. Valget faldt derfor på Hard Rock hotel og Casino, hvilket skulle vise sig at blive et udmærket valg.

Vi havde dog en lille kørertur på omkring 80 km. der skulle overstås. Vi kom afsted ved en 10 tiden og ankom til Alberquerque kl. 11. Vi havde udset et shoppingcenter, hvor vi kunne slå tiden ihjel indtil vi skulle checke ind kl. 15.00. Der var ingen liv rigtigt, hvilket undrede os lidt. Dog havde de store butikker som f.eks SEARS åbent så vi kiggede på alt fra plæneklippere til dejlig store 80″ tv.

Som tiden skred frem begyndte de andre butikker også at åbne. Det viste sig så at de først åbner kl. 12.00 herovre når det er søndag. Efter vi havde spist og på vej ud, kom vi forbi deres “Sunglass Hut”, hvor de har alverdens solbriller. Jeg fik købt et par, hvilket især kan mærkes ved kørsel.

Vi havde besluttet at vi skulle købe noget mad ind, så vi havde til dagen efter, hvor vi skulle sove et mere eller mindre øde sted. Derfor kørte vi forbi en kæmpe Wal-mart, hvor vi fik købt lidt af hvert. Da vi så kom ud skulle vi til at kører, hvor vi så blev nærmest passet op af et ældre ægtepar. De gjorde kraftige tegn til vi skulle rulle vinduerne ned. Jeg troede som standard at nu skulle vi ha skæld ud, fordi vi havde gjort noget forkert. Dog var det lige modsat. Det var et ægtepar på omkring de 70 år, som havde set vi havde kørt i denne autocamper og ville hører lidt om, hvordan og hvorledes det fungerede. Efter en længere snak, fik vi dem inviteret ind så de kunne se vidunderet. Herefter stoppede snakken ikke, da de lystigt fortalte om at de skulle kører til Californien, hvor deres børn boede og manden havde prostata kræft, så det var smart med sådan en her når han skulle på toilet osv osv. Vi bliver tit spurgt om autocamperen. Derudover er de meget venlige og spørger meget nysgerrigt ind til os.

Klokken var blevet halv tre, hvorefter turen gik til hotellet. Det var et flot hotel, med et deligt stort værelse. Der var en fantastisk udsigt, da det lå på en lille bakke. Vi slappede af og besøgte deres Casino. Jeg har aldrig besøgt sådan et casino før. Men det er kæmpestort. Der var nok 500-1000 mennesker der blot sad og buttede penge i maskiner. Vi fandt en udmærket maskine, hvor det var muligt at spille black jack. Vi havde aftalt blot at bruge 10 dollars hver, også dele overskuddet. Efter 2 timer på blackjack maskinen havde vi vist 40 dollars, så ikke den store gevinst, men vi spillede også sikkert 1 dollar indskud. Spillet var sjovt nok, men noget af det bedste er den stemning der er på stedet og der er en masse forskellige mennesker der bare elsker at snakke og fortælle om deres liv, problemer og glæder.

Omkring kl. 24.00 gik vi i seng. Læs med i morgen, hvor dagen byder på  600 km hovedvej, Indianere, smuk natur og en masse andet.

PS:

Her er et opdateret kort over, hvor langt vi er kommet. Bemærk at datoen er den dag, hvor vi forlader stedet. Altså vi ankommer dagen før det, der er angivet.Vi

Vi er kommet til Grand Canyon, og vi har kørt omkring 3400 km ud af de 4-5000 km. vi har regnet med. Så vi er kommet et godt stykke.

Derudover har vi brugt rundt regnet 4000 kr. på benzin, så som skrevet før så går den ikke langt på en liter.

– Skrevet af Morten

Vi skulle nu forlade Amarillo og sætte kursen mod Santa Fe som er en populær ferieby blandt amerikanere og i sær de velhavende af slagsen. Vi skulle igen køre ca. 4 timer før vi ankom til Santa Fe.

Inden vi drog af sted fik vi fyldt maverne med lækker morgenmad på en pandekage restaurant – IHOP, International House of Pancakes – hvor vi fik en lækker gang amerikansk morgenmad.

På vejen til Santa Fe holdt vi til frokost ind ved en af de såkaldte roadside foodcourts som er nogle af de store amerikanske fastfood kæder der er samlet under samme tag også deles de om selve sidde området. Efter vi havde spist friturestegt kylling og en roastbeef burger kunne vi godt mærke at nu var grænsen ved at være nået med mængden af fed mad. Derfor aftalte vi at aftensmaden vist bare skulle være noget salat eller bare noget der var sundt og uden friture.

Da vi ankom til Santa Fe kørte vi lidt rundt for at se nærmere på byen, hvor husene er bygget en speciel indianer stil (Adobe) som passede flot ind i den barske omkringliggende natur og de store bjerge. Det var blevet tid til at vi skulle finde den campingplads vi havde set på internettet, hvad vi så ikke havde set inden vi ankom var at man åbenbart skulle være senior borger eller 55+ for at måtte overnatte der. Fornærmede over denne aldersdiskrimination måtte vores søgen efter et sted at parkere vores store skrummel fortsætte.

Vores søgen var dog heldigvis kun ganske kort da vi fandt en campingplads lige på den anden side af gaden. Da vi så kom derhen kunne vi se at den allerede var blevet invaderet af den store gruppe af danskere (på tur med Our World) der også skulle overnatte samme sted denne nat. For at få lov til at overnatte på pladsen måtte vi dog lige igennem et større forhør (næsten værre end i lufthaven) af hende som sad i receptionen. Vi var ikke helt klar over hvad hun skulle bruge så mange mærkelige informationer til. At hendes højre hånd så var i gips og kun kunne skrive med venstre hånd gjorde ikke ligefrem hele seancen hurtigere. Som noget af det sidste spurgte hun hvilket mærke vores autocamper var og uden tøven svarede vi begge – Ford. Det troede hun dog ikke helt på selvom vi nu sagde at vi nu var helt sikre. Hun gik derfor ud for så overasket at få konstateret at vi havde ret – at det skam utroligt nok var en Ford. Hendes efterfølgende kommentar var så – ”Argh, I see, its because its a rental – we almost never see motorhomes from Ford.” Ja selvfølgelig var den da lejet, hvad havde hun regnet med når vi forinden lige havde fortalt at vi altså var fra Danmark. Ikke nok med det ser vi så at gruppen af danskere som bestod af ca. 10 autocampere sjovt nok også var ankommet i Ford biler ca. 20 min før os – så ja, det må have været noget af et særsyn at se en Ford Autocamper.

Om aftenen tog vi ind til The Plaza i Santa Fe som var et hyggeligt område med masser af butikker og restauranter. Vi fandt en dejlig fin restaurant hvor vi bare bestilte en salat. Det var dog ikke ligefrem maden der stjal rampelyset den aften men nærmere det lidt ældre højlydte – tydeligt velhavende – amerikanske ægtepar der sad ved bordet ved siden af os. De skændtes det meste af  aftenen omkring at manden ikke skulle have flere drinks og i sær om hvorvidt manden havde lagt sin hånd på deres unge tjeners bagdel eller ej.

Vi kørte trætte tilbage mod vores campingplads hvor vi (Søren) kom til at køre lidt for tæt på en anden bil og ramte deres sidespejl med vores. Føreren af bilen gjorde tegn til at vi skulle holde ind med det samme og det gjorde vi selvfølgelig. Der var dog heldigvis ikke sket noget med hverken deres eller vores bil. Vi fortsatte derfor lettede mod campingpladsen.

Det blev nu tid til at vi skulle i seng og vi blev enige om at dagen efter var det vist tid til en hviledag efter nu at have kørt så langt i flere dage. Derfor bestilte vi et værelse til dagen efter på Hard Rock Hotel i Albuquerque, hvilket der kommer mere om i morgen.

Skrevet af Søren.

Turen i dag skulle gå fra Springfield til Amarillo. En “Lille” tur på 300 KM. Det er også dagen, hvor vi kommer til staten Texas. Lad os bare sige at den stat kan få en by som Chicago til at ligne en europæisk storby.

Vi kom egentlig tidligt af sted, hvilket vi havde planlagt. Vi ville gerne nå frem i god tid, da vi havde udset os et rigtigt godt spise sted. Turen gik fint ned af Route 66. Kort efter vi havde passeret Texas stats grænse var det frokost. Vi havde prøvet alle kæderne efterhånden så nu skulle det være noget uafhængigt vi skulle ind på. I den lille by tog vi den første og bedste diner vi kom til. Det var et snusket sted, hvor der var tilladt at ryge. De spurgte om vi ville have ryger bord, hvilket overraskede mig meget, da det ikke er noget vi har set herover. Så jeg så forundret ud, hvilket en af de meget lokale opfangede. Og som han sagde “Texas is still real america..” på den mest amerikanske måde han kunne. Vi vidste nu at det vi ville møde den dag var milevidt anderledes end, hvad vi allerede havde set. Vi fik et bord og et menukortet. Jeg fik bestilt en Sandwich med steak og pommesfrites, Morten tog en Club Sandwich.

Vi fik maden, og en stor cola med et ordentlig læs isteringer i. Hvis man skulle sige noget pænt om maden, så var det da at der var meget af den:

Vi fik da spist lidt af det og betalt de 22 dollars det kostede. Men det var altså en smule ulækkert. I sær da de havde dynget den der “Steak Sandwich” over med en udefinerbar sovs.

Vi havde udset dagens mål, som var Amarillo. En forholdsvis lille by der lægger i midten af staten Texas. Igen faldt valget på en KOA Camping plads, hvor de igen var meget flinke og pænt viste os hen til vores plads. Vi havde booket og betalt inden via Internettet.

Vi havde læst om en restaurant de havde i byen. Det er en lidt speciel restaurant, fordi de er kendt for deres steaks. Derudover kan man også spise gratis der, hvis man vel og mærke kan spise deres 72 OZ steak, hvilket svarer til 2 KG rent okse kød. Restauranten havde en Limo service, hvor man kunne blive hentet på campinpladsen og kørt til spise stedet og hjem igen. Det var en service vi selvfølgelig benyttede os af. Og Camping damen gjorde meget ud af at fortælle at de kom HELT ned på vores plads, og vi IKKE skulle gå de 25 meter op til kontoret. Vi gjorde som hun sagde og ventede pænt udenfor vores plads. Præcis kl. 18.00 ankommer det de kalder “Limoen” så. I bund og grund er det en gammel øse, der nok aldrig ville have gået igennem et syn i Danmark. Men okay nu var vi i USA og der var nærmest en sofa bagi, hvilket da var helt fint:

Efter ca. 15 min kørsel kom vi frem til restauranten.

Indenfor var det typisk amerikansk. Der var en Gave shop der næsten var ligeså stor som salen, hvor man skulle spise. Efter vi havde kigget lidt rundt blev vi vist til et bord, og blev præsenteret for et menu kort. De havde ret, det var store Steaks der var deres speciale. Jeg bestilte en ordentlig 500 Gram’s steak og Morten tog en kæmpe kyllinge anretning.

I mens vi ventede på maden, kom der et lille band og spillede for os. Vi har optaget en lille video her:

Youtube

Efter de havde spillet færdig kunne vi gå lidt rundt og tage nogle billeder:

Her griller de vores dejlige steaks. Det her er dog kun de “Små” af dem.

Det her er den store af den. Der er nemlig en gut der har taget udfordringen op og bestilt denne 2 KG kød klump som, han vil spise på bare 1 time. Dette er vel og mærke med tilbehør til.

Her er han lige gået i gang. Og som vi kan se er der 58 min tilbage.

Endelig kommer vores mad:

Det smagte super godt. Og vi kan varmt anbefale andre at tage forbi, hvis de kommer til Amarillo. Det er dog det hidtil dyreste sted, hvor vi betalte 43 dollars inkl. drikkepenge. Set i forhold til Danmark er det jo ingenting.

Efter vi havde spist sad vi uden for og røg. Gutten fra før havde nu brugt en time. Han var gennemblødt af sved og kunne fortælle os at han ikke havde gennemført. Han havde dog en masse undskyldninger, men det var også en stor mundfuld. Han skulle forøvrigt give 78 dollars da han jo ikke kunne spise det hele.

Da vi havde siddet og nydt solen lidt tog vi den gratis “Limo” hjem.

Grundlæggende er de fleste meget flinke herovre. Og alle er meget nysgerrige efter at hører, hvor vi er fra når de hører accenten. Når vi siger vi er fra Danmark kommer den typiske “Ohh” og når vi så spørger om, de kender det så er det meget få der gør. Flere tror dog det er tyskland.

Det var alt for i dag. I morgen forlader vi Texas til fordel for New Mexico, derudover kommer vi til Santa Fe, hvor vi bliver mødt med alders diskrimination, spansk talende mexicanere og meget andet.

Hilsen Søren & Morten.

Skrevet af Morten

I dag havde vi en lang strækning foran os og destinationen var Oklahoma City. Vi er nu for alvor begyndt at komme ind i midten af USA hvor der for alvor også er varmt og der er mange øde steder og gamle forladte tankstationer. Der er ikke så mange seværdigheder langs Route 66 på dagens strækning så dagen gik mest med kørsel.

Til frokost stod den på Wendys som er en stor kæde af restauranter herovre. Det var super god mad men vi undrede os lidt over hvorfor deres bøffer i burgerne var firkantede. Vi spurgte ekspedienten om hvorfor de var firkantede men han lignede bare et stort spørgsmålstegn da vi spurgte og svarede med ”Thats a good question, but I dont know”. Uden svar på vores spørgsmål drog vi videre på vores tur langs Route 66.

Efter at have kørt nogle timer igen kørte vi forbi en restaurant / sodavands butik som havde mere end 500 forskellige sodavand. Vi købte begge en Six-pack med nogle sodavand vi aldrig før havde set. At de så desværre ikke smagte helt så godt som de så spændende ud er så en helt anden ting. Men det var en rigtig flot og ny butik.

Det blev tid til at vi skulle handle ind til aftensmad og valget faldt på et supermarked som hed Wholefoods som vi havde fået anbefalet af ham vi sad ved siden af i flyveren på vej til Chicago. Det var virkelig også et af de flotteste og lækre supermarkeder vi nogensinde har set. Alt mad var økologisk, organic eller local. De havde den flotteste grønt afdeling, fiskehandler med bl.a. friske hummere og østers, økologisk gourmet slagter med et kæmpe udvalg, delikatesse afdeling samt sushi kokke. Det blev dog også en halv dyr fornøjelse bl.a. fordi Søren skulle have en stor dejlig bøf på 500 gram ( som så kostede 120 kr. ). Den bøf kostede faktisk næsten lige så meget som den grill den blev grillet på. Men den smagte også perfekt ifølge Søren.

Det skal lige nævnes at den blev delt i to og den restende del er i fryseren. Ellers kunne det tendere mad svineri.

At finde en campingplads denne dag viste sig at være noget af en udfordring da de 2 første vi så ikke lige levede op til vores krav. (At den helst ikke skal lige direkte op ad en 8 sporet motorvej.) Jagten gik derfor ind på at finde en bestemt camp som vores smarte app på iPaden ledte os hen til. Problemet var bare at der hvor den påstod at campen var placeret fandt vi kun en kirke, hvilket ikke helt var det vi stod og manglede. Efter at være kørt rundt om denne kirke flere gange besluttede vi os for at finde et andet sted hvilket dog heldigvis kunne findes ret tæt på. Vi fik parkeret vores autocamper i udkanten af Oklahoma City blandt en masse noget større autocampere og busser. En autocamper herovre er typisk en hel bus hvor de så har deres personbil spændt efter når de kører.

I morgen kommer det til at handle om mad og masser af den.

Hilsen

Morten & Søren

Ps: Flere har spurgt, hvor langt vi er kommet. Her er et opdateret kort:

Vi har kørt rundt regnet 1800 km. Derudover har vi slet ikke overblik over benzin forbruget. Men dyret kører 3-4 km / liter. Og når vi skal tanke koster det ca. 180 dollars, så man skal have sit kort i to gange.

Tanken tager omkring 200 liter, og så er der til en 700 km. Så vi fylder tit på 🙂

Skrevet af Søren

Vi vågnede endnu engang tidligt. Jeg tror den var 06.00 måske hænger det sammen med vi er så udmattede, om aftenen og går tidligt i seng. Det havde været en lidt larmende oplevelse at sove på campingpladsen i nat. Pladsen var placeret lige i mellem Interstate 44 og Route 66. Det gav en del larm, heldigvis var vi så trætte at vi ikke bemærkede det synderligt om natten. Efter lidt morgen mad, som består af Brød, Peanut butter, marmelade og yoghurt var vi klar til at kører. Det var også første gang, hvor vi skulle “Dumpe” som de kalder det her ovre. Det betyder at tømme toilet og spildevands tanken. Det kunne måske lyde en smule beskidt og ulækkert, men det er heldigvis et lukket system, hvor man blot kobler sin slange på kloaken der er ved ens plads. Det er altså langt fra som i Danmark. Vi forlod camping pladsen omkring 08.30 og jeg fik købt en Route 66 kasket af ejeren som forøvrigt var utrolig flink og hjælpsom.

I dag var også dagen, hvor vi skulle ud på en af vores længste turer indtil videre. Vi havde ikke sat et mål for dagen, men vidste at vi gerne ville være i Oklahoma City torsdag aften. Der er 800 km. mellem de to steder, så det vi ikke kørte i dag skulle vi blot kører i morgen.

Ca. 40 km fra, hvor vi overnattede lå det det forholdsvist kendte sted “Meramec Carvens”, hvilket er en stor underjordisk drypstens hule. Der var nogle utroligt store drypsten, og vi fik en guided tour, hvilket var meget spændende og en smule klaustofobisk. Heldigvis var det dejligt koldt dernede, nu var vi nemlig kommet til varmere himmelstrøg. Temperaturen sneg sig over 30 grader. Efter vi havde fået den guided tour (1 t 20 min) sad vi uden for og røg. Her stødte vi ind i et amerikansk par som sjovt nok, havde sovet lige ved siden af vores autocamper. De var meget snaksagelige, hvilket langt de fleste her ovre er. De havde ligesom os lejet en autocamper, og skulle så slutte i Los Angeles.

Her er nogle billeder fra den underjordiske hule:

Lige da vi kørte, kom der 3 autocampere, hvor vi da kunne hører der blev talt dansk. Så der er mange danskere herovre.

Det var nu blevet frokost. Heldigvis er der rigtig mange fastfood kæder, diners, drive thru og andre spændende ting. I Dag faldt valget på “Steak ‘n shake”. En kæde der har specialiseret sig i at lave Steak burgers med Milkshake til. Her er der også bordservering, hvilket der ikke er hos mange af de andre fastfood kæder. ( Mac Donalds, Burger king, Taco Bell etc.)

Vi var dog kommet på for dem lidt upassende tidspunkt. Lige da vi havde bestilt begyndte vores servitrice og en anden og skændes meget højlydt. Det var egentlig spændende nok at se, hvordan de løser konflikter på arbejdspladsen herovre. De pakkede ihvertfald ikke noget ind.

Da de så havde skændes lidt, var de godt sure. Jeg bestilte så en Oreo Is kiks til dessert, hvilket hun var ret træt af. Hun kom derfor bare med den og smed foran hovedet på os. Så blev hende den anden sur over det, også fik den igen på alle tangenter med, hvor ringe den anden var osv osv..

Vi aftalte at vi ikke gav drikkepenge, hvilket kotumen ellers er. Men der havde været så ringe service, så vi betalte på beløbet. Jeg tror servitricens øjne kunne dræbe, da Morten skrev kvitteringen under uden at skrive et beløb ud for “Tip”.

Det var egentlig en meget sjov oplevelse, selvom stemningen ikke havde været god.

Nu havde vi spist, besøgt seværdigheder. Nu skulle der kørers nogle miles, da vi havde udset os en KOA camping plads (Koa = USA’s svar på Topcamp) der lå tæt på springfield. Med ca. 300 km. igen gik det bare ned af Interstate 44, som løber lige ved siden af Route 66.

Inden vi kørte til campingpladsen skulle der handles. Det foregik som de øvrige dage i min nye ynglingsbutik Wal-mart. Vi fik købt noget godt kylling, steak og pølser også skulle vi kigge efter en grill. Morten havde forklaret at han havde set man kunne købe en til omkring 20 dollars. Og rigtigt nok, så havde de også en grill til 24 dollars, det var dog ikke en almindelig grill, men en gas grill. Det er jo et super fund til de penge, og det er så meget nemmere for os. Men sådan en skulle samles, efter længere snak med sælgeren i butikken, ville de gerne gøre det. Desværre ville det så blot tage 48 timer 🙁 Vi aftalte at købe en skruetrækker. Heldigvis er det også til at betale sig fra. De havde en til 79 cent, hvilket rundt regnet er 4-5 kroner.

Vi havde nu styr på grill, kød og vores øvrige indkøb. Vi kunne kører til Camping pladsen, som var ca. 20 km. der fra. Da vi ankom til pladsen blev vi meget venligt modtaget. Der kom en fyr ud og hentede os og bød os velkomne. Da vi kom ind i butikken for at registrere os var de også meget imødekomne, og kunne oplyse os om at der var andre danskere på pladsen. Det vidste sig så at de tre campere vi havde mødt tidligere var en del af en gruppe rejse, hvor de nok var 15-20 campere. Så den dag blev der vist talt mere Dansk end engelsk på den camping plads.

Vi fik pakket ud også gik samlingen af grill ellers i gang. Det var let at samle og tog vel en 25 minutter.

Den grillede rigtig godt, og vi fik os en dejlig steak, kylling og pølse med noget pasta salat vi havde købt færdiglavet hos wal-mart.

Jeg vaskede lige vores lagner, håndklæder, viskestykker og klude. Vi havde fået noget helt nyt med. Det resulterede bare i at det fnuldre og kløede frygteligt meget. Heldigvis er deres maskiner til den slags herovre sjovt nok også større end Danmark, så det var en smal sag.

Kl. 22.00 gik vi i seng godt trætte og udmattede.

Hilsen Søren & Morten.

Skrevet af Morten)

Dagen startede igen tidligt da vi stadig ikke er kommet helt over vores jetlag. Det var første nat i autocamperen og det gik fint med at sove selvom vi vågnede allerede kl. 6.

Morgenen startede med morgenmad i autocamperen som bestod af brød, peanutbutter og Sunny D (mærkelig amerikansk juice ifølge Søren, men jeg kan nu godt lide det). Turen skulle i dag gå mod St. Louis og var vores første dag hvor vi for alvor kom ud på deamerikanske landeveje. Og med amerikansk landevej menes der mindst 1 fastfood restaurant for hver mile. Til frokost valgte vi derfor at spise på en af disse kæde restauranter som der er hundredevis af. Vores valg faldt på Taco Bell som man ikke ligefrem kan beskylde for at have dyr mad, vi betalte kun 11$ for to store menuer med kæmpe sodavand til (0,7 l). Vi var også et smut forbi et kæmpe supermarked der hedder Wallmart som er ca. dobbelt størrelse af Bilka også har det åbent 24 timer i døgnet.

Hen på eftermiddagen ankom vi til St. Louis hvor vi først lagde vejen forbi en Apple forhandler for at købe et nyt batteri til Sørens bærbar. Søren mente ikke der var så langt da han havde set på et kort at butikken bare lige lagde i den anden ende af byen, men i så stor en by og i myldretid tog det så lige 45 min ekstra hver vej. Men det var nu turen værd, for vi kom til en rigtig Apple nørde butik hvor håndtagene var Apple logoer og da vi åbnede døren blev opstart lyden fra Mac computere afspillet. Ekspedienterne var meget entusiastiske omkring deres produkter og butikken var da næsten et museum for samtlige nuværende og tidligere Apple produkter.

Denne del af USA er også kendt for at være en del af Bibel-bæltet hvilket vi også fornemmede da vi så 10 meter høje kors langs vejen og de fleste radiostationer spillede kristne “I love Jesus” pop sange. I Apple butikken i St. Louis var det nok næppe Gud de bedte til men nærmere deres afdøde Guru, Steve Jobs, som der var lavet en animeret film med midt i butikken, ret imponerende lavet.

Efterfølgende kørte vi ned til The Arch som er en kæmpestor jern bue der kendetegner indgangen til vesten. Her fik vi taget nogle gode billeder og fik endnu engang fornemmelsen af at alting bare er større i USA.

Resten af dagen gik med at lede efter en grill så vi kunne grille til aftensmad, men da de ikke havde sådan en vi gerne ville have og klokken pludselig var blevet mange valgte vi at spise på en amerikansk bbq grill restaurant (Applebees) hvor vi fik noget lækker mad. Mens vi spiste prøvede Søren at ringe til det sted vi skulle overnatte for at sige vi var på vej, han fik dog sluttet samtalen lidt ubevidst sjofelt af da han sagde til camp damen i telefonen “looking forward to sleep with you toningt” – jeg måtte så efterfølgende forklare ham hvad det var han faktisk lige havde sagt til damen der flink svarede igen med et “yes, see you soon”

Vi ankom til campen da det var blevet mørkt. Vi kunne selv vælge hvor vi ville parkere så vi fandt hurtigt en plads. Hvad vi så ikke lagde mærke til mens det var mørkt var at vi faktisk havde sovet lige op ad en kirkegård. Hvilket vi var ret glade for vi ikke vidste da vi skulle sove.

Følg med igen i morgen hvor vi b.la. går under jorden og besøger Springfield – stay tuned.

/Morten & Søren

Dagen i dag har været speciel ligesom dagen i går. Jeg tror jeg skal vende mig til at, hverdag er speciel her ovre ellers bliver introen til de følgende blog indlæg meget ens 🙂

Dagen startede rigtigt tidligt. Kl. 04.00 vågnede vi begge meget rundt på gulvet med en kraftig hovedpine. Vi havde vel sovet 6 timer, hvilket må siges at være for lidt når vi nu havde været vågne 24 timer i træk. Hotelværelset var på fjerde sal, så der var en masse støj ude fra. Det var ikke fra vejen da der ingen biler var om natten. Jeg tror nærmere det var fra deres airconditioning. Derudover havde vi fået et værelse med et meget larmende køleskab. Heldigvis havde værelset gratis Wifi, så med Radio app’en til mobilen kunne vi hører lidt Dansk radio midt om natten. Det dulmede støjende og vi faldt begge i søvn og sov til kl. 09.00.

Vi fik hurtigt checket ud og spiste morgenmad på den nærmeste kaffebar. Hotellet opbevarede vores baggage, så det var en smal sag.

Vi havde blot et mål for dagen i Chicago. Det var “Bean” en stor sølvfarvet “bønne”. Denne skulptur har en fantastisk spejl effekt. Vi havde planlagt at gå derned, da det var relativt tæt på hotellet. (1,5 km) Men da vi kom ud til vejen kom der ret hurtigt en af de her dobbelt dækkerbusser. (Hop on Hop Off). Den stoppede og spurgte om vi ville med, hvilket vi hurtigt fik sagt ja til. Turen var rigtig god, og der var en guide der fortalte vidt og bredt om byen. Vi blev kørt til “Navy pier” hvilket er deres havne front, hvor der er et lille tivoli, nogle barer og en fantastisk udsigt ud over Lake Michigan. Ved det stoppested skulle betalingen for turen også falde. Prisen for sådan en tur er 29 dollars pr mand.

Navy Pier var okay, der var en dejlig udsigt men tivoliet var ikke så aktivt der Mandag formiddag. Vi tog de obligatoriske billeder af Chicago Skyline og hoppede derefter på vores “Hop On Hop Off” bus igen. Herefter gik turen forbi en del kendte og mindre kendte bygninger. Vi så f.eks en stor kopi af Marylin Monroe og til sidst blev vi sat af ved “The Bean”.

Selvom man ikke er til skulpture normalt, har denne specielle “bønne” en betagende effekt. Man kan få mange minutter til at gå ved at studere den indvendig, udvendig og fra alle sider i mens de høje huse spejler sig i den. Heldigvis havde vi været heldige med vejret, det var 12 grader og sky frit. Det var dog lidt koldt at sidde udendørs i bussen, men det gik dog.

Efter at have studeret bønnen en halv times tid gik vi hjem ad. Heldigvis var vores hotel på samme gade som skulpturen. Vi spiste lidt mad på en Mac Donalds, hvilket er hurtigt, nemt og meget meget billigt herovre. Priserne er generelt det halve af, hvad vi kender derhjemme.

På vejen fra Mac Donalds faldt vi helt tilfældigvis over det klassiske “Route 66 – Starts here..” Skilt, der blev taget et par billeder inden vi hastede videre til vores hotel.

Nu skulle det vi havde glædet os mest til nemlig ske. Vi skulle hente vores bil, og som nogen af jer sikkert ved er det en bil med en indbygget bolig.

Vi havde egentlig planlagt at tage toget ud til udleveringstedet, da det var super spændende i går, men desværre var klokken allerede halv tre og de lukkede kl. 16.00.

Vi fik derfor fat i en Yellow Cab, hvor chaufføren var meget ivrig efter at snakke. Han fortalte at der, hvor vi skulle hen var uden for by skiltet og han derfor skulle gange taxameter prisen med 1,5. Han forklarede det var reglerne, hvilket vi også kunne læse os til på skiltet i vognen. Han kørte af sted, hvilket foregik med en vild fart. Derudover nåede han også at foretage en 4-5 telefon opkald samtidig. Han virkede til at have styr på det så vi spændte sikkerhedsselen og holdte fast i panik håndtaget. Da vi kom ud i nærheden pegede han febrilsk på et skilt og sagde “Se der er by grænsen, det er grunden til det koster 1,5 gange så meget..” Ca. 200 meter efter drejede han til højre og vi havde nået udlejnings kontoret. Han havde ikke fortalt at vores destination kun lå 200 meter udenfor by skiltet, men turen kostede os 68 dollars, hvilket må siges at være meget. Taxa meteret stod kun på nogle og fyrre. Han fik to dollar i drikkepenge, hvilket jeg ikke tror han var synderligt tilfreds med.

Udlejningstedet var en lille amerikansk shop, hvor de lejede de her autocampere ud og solgte lidt forskelligt til turen. De var meget kvikke til at få os registreret og kørt vognen frem. Vi fik et starter kit, som indeholdt nogle kemikalier til toilettet og ellerx sidt brochures og leje aftalen. Derefter var vi egentlig klar til at kører, hvilket foregik direkte ud i Chicago’s myldretid.

Jeg startede med at kører, men Morten viste sig som en udmærket co driver. Jeg vil da indrømme at ens håndflader blev svedige et par gange, da det er en stor kasse og de kører altså på en anden måde end vi gør derhjemme.

Vi havde ca. 130 km. til vores campingplads. Vi tilbagelagde dette ret hurtigt og handlede så ind hos K-mart. Menuen bestod af lidt kylling, som skulle steges på panden, lidt kartoffel salat, pastasalat og ikke mindst alm. iceberg salat. Alt sammen fik vi stegt i køkkenet da vi kom frem.

Efter spisningen var klokken halv ti. Jeg ville skrive dette blog indlæg og fik det også halvt gjort færdigt. Men vi har haft en smule problemer med strømmen, da de ikke bruger samme stik som derhjemme. Man skal derfor bruge et lille omformer stik, hvilket i de her stik kontakter skal sidde meget præcist. I går ville det dog ikke lade sig gøre, så efter det første stykke tid gik computeren ud da stikket blev rokket lidt. Det har nemlig vist sig at batteriet i computeren også er gået i stykker, hvilket er ret uheldigt 🙁 . Jeg har nu købt et nyt, men det kan i hører mere om i morgen, når vi får beretninger om vores besøg hos MacHQ.

Dog kunne vi dog via vores mobil se at en af Guruerne indenfor rejse i USA Rene Frederiksen havde linket til vores Blog fra sin Facebook profil. Det betyder jo også at nogle vi slet ikke kender måske læser med. Hvis det er tilfældet, vil vi da gerne benytte lejligheden til at sige velkommen. Skulle i have nogen spørgsmål eller kommentarer er i selfølgelig meget velkomne til at lægge en coment.

Morten har lovet at skrive et blog indlæg om Dag 3# i morgen, hvor vi bla. har besøgt Arch i St. Louis, handlet hos Wal-mart og ikke mindst fået super god mad til ingen penge hos Applebees.

/Søren.

Så kom dagen endelig. Dagen vi har ventet på siden vi bestilte ferien i November. Vi kom ud af sengen omkring 05:15 og kørte mod Billund omkring kl. 6.00. Der var selvfølgelig ingen trafik, så det gik uden problemer. Vi var dernede allerede kl. 06.40, hvor vi vinkede farvel til Lars-bo. Han har lovet at passe godt på bilen, og rense fælgene mindst en gang om ugen 🙂 (Som de plejer)

Vi havde jo checket ind hjemmefra, så det gik udmærket igennem. Kl. 12.40 gik turen fra Amsterdam i en noget større flyver end, den vi fløj i. Som i kan se på billedet, var det lidt trangt men de 8 timer og 30 minutter, fik vi da overstået uden nogen turbulens.

Det var lidt svært at se, ud af vinduet da vi sad lige ved siden af den kæmpe vinge. Det var en Boeing 747 vi fløj med så den har jo et gigantisk vinge fang. Men vi kunne dog skimte isen, da vi fløj hen over Grønlands sydspids.

Alle passagere har en lille skærm, hvor man kan se film på. Det er super dejligt, bortset fra vores ikke virkede 🙁 De forsøgte flere gange at genstarte systemet, hvilket desværre ikke hjalp :(. Det var okay, vi havde jo en iPad med. Men da vi så skulle af flyet overraskede KLM mig da en smule. Jeg blev hevet til side af hende damen der havde kigget på systemet, og blev bedt om at vente 2 minutter. Hun sagde at pga. det lille problem med skærmen ville hun gerne give et gavekort på 15 Euro til deres Toldfri købmand på flyveren hjem. Det var da umådeligt pænt af hende, men jeg blev da først overrasket da hun kom tilbage med et KLM gavekort på 50 Euro. Jeg havde åbenbart hørt forkert, så det må da siges at være god service fra deres side af.

Imigration og told fungerede fint. Jeg havde hørt mange skrækhistorier om det, men blev egentlig positivt overrasket. De spottede hurtigt at vi kom fra EU og var ESTA rejsende. Så vi blev vist hen til en kø der var meget lille i forhold til den oprindelige. Her skulle vi blot have taget fingeraftryk og billede. Det tog ikke mere end 5 minutter, da vi så kort tid efter kom ud til baggage udleveringen var vores med den første, hvor heldig kan man næsten være.

Jeg tror vi var ude af lufthavnen 15 min efter vi gik ud af flyet. Vi havde diskuteret inden, hvordan vi skulle komme til vores hotel, som er et godt stykke fra lufthavnen. Vi blev enige om at prøve deres metro. Det er nemt, det er billigt (2,25 dollars pr. mand og det er for en tur der tog ca. 60 min) også er det spændende.

Deres tog er ret slidt kan man roligt sige. Men det mest sjove er vel egentlig de mennesker der var med. Ja, det startede jo egentlig med at en mørk mand rejser sig op og meddeler at han gerne vil låne en mobil så han kan ringe til sin kone. Ingen reagere tilsyneladende og vi sidder jo bare og kigger på. Efter 5 minutter, rejser han sig op igen og smørre en længere svada af om at han gerne vil have 10 dollars til et uge kort til toget, og han ikke vil begå røveri, snyde folk eller på anden måde gøre andre fortræd. Derefter går han så meget oprørt igennem en dør til den anden togvogn, hvor der er et stort skilt med “ONLY IN CASE OF EMERGENCY”. Vi kigger lidt da det jo ikke sker, hver eneste dag i Danmark. Heldigvis er der en venlig dame der med sin amerikaner accent udbryder “Take it easy guys. That happens every day on this train..”

Efter en kort gå tur fra Tog stationen er vi endelig på hotellet. Det var egentlig nemt at finde, og google maps på mobilen er en stor hjælp. De var meget venlige til at hjælpe op med baggage og tage i mod drikke penge. Men sådan er det jo. Hotellet her har en medium pool, så 10 minutter efter vi var checket ind på hotellet tog vi en svømmetur.

Det var egentlig dejligt at blive frisket lidt op og få rørt sine ben efter den forholdsvist lange flyvetur.

Vi ville ikke gå i seng, da vi jo skal vende os til den nye tidszone. Vi ville derfor i Willis tower (Tidligere Sears tower). Ude fra er det jo enormt. Det er rundt regnet 450 m højt, men det tog kun 66 sekunder at komme fra bunden til toppen. Og det var ovenikøbet i en elevator man næsten ikke kunne mærke kørte

Og JA! Der er langt ned til jorden, men det føles ikke sådan når man står der oppe.

Efter denne lille seværdighed tog vi en sandwich på Subway, også en taxa hjem.

Her er et lille aften foto..

“De høje huset”:

Det var alt her fra. Klokken er 21:47 her ovre. Næsten 24 timer efter vi slog øjnene op.

Hilsen

Søren.. Morten er faldet om i sin seng, men snorker et eller andet med jeg også skulle hilse fra ham..

Alt skal pakkes… Det er et større arbejde men nu er vi snart færdige… I morgen kl 08:45 flyver vi fra Billund.