Sengen på Cosmopolitan (vores hotel) var utrolig blød så vi sov godt og længe denne morgen.
– Udsigten om morgenen fra vores suite var stadig god.
Så det blev først omkring sidst på formiddagen før vi kom ned til morgenmadsbuffetten “The Wicked Spoon” – som er en KÆMPE buffet med alt. Og det bedste af det hele var at pga. fathers day, ville der være gratis morgenmad begge de morgener vi skulle bo på Cosmopolitan (morgenmadsbuffeten her koster normalt ca. 175 kr. pr. mand pr. dag). Vi er jo jyder, så noget der er gratis er altid noget der gør en glad 🙂
Maverne blev fyldt til bristepunktet da vi blev nødt til at smage så meget som muligt af den lækre buffet.
Eftermiddagen gik med at køre en lille tur i vores dejlige bil op og ned ad The Strip. Vi kørte hen til “The Neon Boneyard” som er en kirkegård for gamle Neonlys skilte som har været brugt af hotellerne i Las Vegas. De havde desværre ikke åbent – så vi måtte køre igen. Tilbage på hotellet fik vi en drink ved poolen trods meget stærk ørkenvind. Selvom det blæste kraftigt svedte man stadig da temperaturen var omkring de 38 grader og ikke en sky at se på himlen.
Vi spiste tidlig aftensmad – og den skulle stå på en af byens bedste aftenbuffetter. Vi valgte Las Vegas hotellet Wynn´s buffet som vi havde læst godt om. Vi tog bilen derhen og der var heldigvis ingen kø til at få et bord (man kan opleve helt op til 1 times kø for at få et bord i Las Vegas).
Det var en rigtig lækker buffet med et kæmpe stort udvalg.
Vi skulle hurtigt videre da det nu var blevet tid til dagens højdepunkt – en aften helikoptertur over Las Vegas. Vi skulle flyve med Maverick helikopters som vi havde booket hjemmefra. Da vi ankom blev vi tilbudt et dejligt glas (billig) champagne i plastikkrus inden vi blev kaldt ud til helikopteren.
Helikopteren vi skulle flyve med var en såkaldt “Eco-star” som er en nyere slags med store vinduer så man har en bedre udsigt. Vi blev kaldt op og det var blevet vores tur. Der gik nu ikke længe før vores helikopter steg til vejrs. Jeg (Morten) var så heldig at få lov til at sidde forrest i helikopteren hvilket var ret fedt. Turen tog kun 14 minutter men det var tur men den vildeste udsigt udover neonbyen Las Vegas med de kæmpestore hoteller. En kæmpe oplevelse som var overstået alt for hurtigt.
Resten af aftenen gik med at gå lidt rundt og se nogle af de forskellige kasinoer og spille en lille smule. Det blev desværre ikke denne gang vi vandt jackpotten.
– Dette var den meget fancy indgang til parkeringskælderen på vores hotel
Med denne udsigt til lyshavets skær fra vores lækre suite, var det nu tid til at gå i seng.