Dagen var kommet, hvor vi skulle krydse grænsen til Canada. En lang køretur ventede forude så vi stod tidligt op, spiste ægte amerikansk morgenmadsbuffet på hotellet og drog afsted.

Da vi ikke havde booket noget hotel hjemmefra til denne nat, fik jeg bestilt et værelse til os på Fairmont hotellet i Calgary, som nu blev vores næste stop. Næsten 500 km kørsel langs Rocky Mountains ventede.

Vi havde planlagt ruten således at vi skulle køre gennem Rocky Mountains bjergene og Glacier National Park. Denne rute kom vi dog hurtigt til at fortryde, da vi halvvejs gennem national parken så en stor rød bum, hvor der stod “CLOSED ROAD”. Da der ikke ligefrem er mange veje gennem Rocky Mountains, måtte vi køre tilbage og tage en omvej på ca. 1 time ekstra. Ikke lige det vi havde håbet på, men vi havde ikke noget andet valg.

– Vi havde heldigvis købt en STOR sandwich dagen før til køreturen

Efter et par timer kom vi frem til grænseovergangen til Canada. Vi troede bare vi skulle vise vores pas også bare køre igennem – men sådan skulle det dog ikke gå. Det var mig (Morten) der sad bag rattet og blev stillet en masse spørgsmål af betjenten der tjekkede vores pas. Han bad os om at køre over og parkere vores bil og derefter komme ind kontoret. Vi blev nu ret nervøse over, hvorfor vi dog skulle derind. En kvindelig grænsebetjent tog imod os i døren og fulgte os ind til en skranke. Vi gav hende vores pas som hun så skulle tjekke yderligere før vi fik dem tilbage. Herefter blev vi igen stillet nogle spørgsmål inden hun endelig sagde – have a nice trip in Canada.

Køreturen var utrolig LAAANG, men sidst på eftermiddagen kom vi endelig frem til hotellet i Calgary, Canada. Vi fik tjekket ind og var så heldige at få et dejligt stort og flot værelse. Der var endda lækker chokolade med en personlig hilsen. Der stod godt nok “Mr. Rownan” på beskeden, men det holdt os ikke tilbage fra at spise chokoladen.

Vores hotel lå lige midt i centrum, så vi skulle kun gå 20 meter for at komme til en italiensk restaurant – Murrieta´s – som vi havde læst godt om på Tripadvisor. Da vi kom ind på restauranten kunne vi godt se, at vi vist var de eneste gæster, der ikke havde jakkesæt på, men vi valgte nu alligevel at spise der – hvilket vi bestemt ikke fortrød. Vi fik begge en lækker pizza og en dejlig dessert.

Smadrede efter den lange køretur, var det skønt at kunne lade vores trætte kroppe sænke sig ned i hotellets jacuzzi inden vi gik i seng.  

Dag 12 var en af de uforudsigelige dage, da vi stik mod traditionen ikke havde booket overnatning hjemmefra. Årsagen til det var at vi de 3 efterfølgende dage skulle køre i alt 1100 km (ca. 12-14 timer) og gerne ville kunne sprede det lidt ud. Vi startede derfor tidligt ud og forlod motellet omkring klokken 08.00 med ønsket om “A good trip buddy” fra vores husvært, som vi efterhånden havde fået en del råd og vejledning af.

Inden vi checkede ud fik vi lige pakket en stor pose rent tøj i kufferten. Vi havde dagen forinden afleveret en stor bunke (beskidt) tøj til det lokale vaskeri og fik det så tilbage helt rent. Vi plejer normalt at vaske selv på vores ture, men det er da ingen hemmelighed at det er sjovere at se på bjørne end at vaske tøj 😉

Vi havde allerede inden turen haft byen Kalispell i kikkerten, til denne overnatning. Da vi havde kørt lidt gik jagten ind på et hotel.. Vi havde ikke de store krav, men en pool ville være et plus. Morten ringede lidt rundt, og fik en rigtig god deal på et hotel i Kalispell – Red Lion Inn.

Vi ankom til hotellet omkring kl. 16.00 efter at have kørt de 600 km:

Udefra var hotellet ikke specielt kønt. Det mindende mest af alt om en tysk bunker, og den karakteristiske amerikanske grå/brune farve prydede bygningen.

Indenfor var det dog rigtig hyggeligt, og værelserne var også rigtig pæne:

De havde også en dejlig gårdhave, hvor der om aftenen blev tændt bål.

Hotellet var placeret i forlængelse af et indkøbscenter, så vi kiggede lidt på butikker inden vi kørte til vores stam spisested Applebee’s, hvor vi flere gange tidligere har spist. Vi er især glade for deres benløse kyllinger uuhmm..

Godt mætte kørte vi til den lokale Wallmart, hvor vi fik købt morgenmad til de næste 3 dage, da det ikke er inkluderet de næste 3 næste steder vi skal bo. Da vi kom hjem kunne vi lige nå at få en svømmetur i poolen inden den lukkede klokken 23.00.

Vi vågnede til et noget køligt lodge værelse. Temperaturen i området var faldet meget i løbet af natten, så vi fik hurtigt tændt noget varme da vi vågnede.

Der var ikke morgenmad inkluderet, så vi spiste lidt af vores medbragte mad før vi kørte mod Yellowstone national park. Vi nåede også lige et smut forbi centrum af Jackson Hole og Starbucks inden køreturen startede.

Grand Teton National Park

På vej til Yellowstone går turen igennem det bjergfyldte landskab, hvor vi også kom igennem den noget mindre, men meget smukke Grand Teton national park.

Vejret svingede meget på turen og på et tidspunkt begyndte det at hagle helt vildt. Det var ca. 2 grader udenfor.

Yellowstone

Yellowstone national park er USA’s første national park, og nok også en af de mest kendte af de i alt  58 nationalparker der er i USA. Området er i bund og grund en stor vulkan, hvilket gør at der er mange varme kilder samt gejsere.

Turen vi skulle køre var ca. 200 km og efter ca. 150 km ankom vi til Yellowstone’s mest populære attraktion, verdens mest kendte gejser: Old Faithfull. Gejseren skyder varmt vand op i luften, hvilket den gør hvert 91 minut. Det kan svinge med ca. 10 minutter til, hver side. Det gør at den er meget præcis sammenlignet med de andre gejsere i området.

Da vi ankom til stedet, kunne man tydeligt se at mange turister besøger området dagligt. Der var rigtig mange parkeringspladser, og der var etableret bænke, stier, museumer & kiosker i området. Vi ankom ca. 40 minutter før den skulle gå af næste gang. Der var allerede en del der havde taget opstilling foran gejseren, så vi skyndte os hen for at sikre os en god plads.

Nærmest på klokkeslettet som den var sat til gik den af. En høj stråle med varmt vand stod op i luften til alles store forbløffelse.

Det fortsatte i ca. 2-3 minutter, hvorefter trykket igen gik af gejseren og de fleste forlod området.

Vi havde booket et motel værelse i byen West Yellowstone, der som navnet antyder ligger vest for Yellowstone, faktisk lige ved indgangen. Vi ankom til byen omkring klokken 18.00 og blev mødt af “Krofatter” som ejede stedet. Da vi kom ind i lobbyen, der mindende om en dagligstue fra 80’erne blev vi mødt af det klassiske “How are you doing buddy”, hvorefter han gladeligt fortalte om stedet og alt det shampoo, tandpasta, hårvoks, slik og chokolade de havde i lobbyen til fri afbenyttelse. Efter at have klaret det økonomiske fulgte fyren os til vores værelse. Her gennemgik han alle værelsets faciliteter og var især meget stolt af, hvordan TV’et virkede og vi fik den helt store gennemgang. Der er ingen tvivl om at der er noget autentisk ved at bo på sådanne steder. Det er helt tydeligt, at det er deres “livsværk”, og man kan mene, hvad man vil om stilen og indretningen, men der er som oftest en meget stor varme og venlighed fra de mennesker der ejer stederne.

Efter vi havde pakket ud gik vi en tur i byen. Den rummede en del forskellige butikker især giftshops, hvor man kunne købe alle tænkelige ting med “Yellowstone” navnet påskrevet. Vi spiste på restauranten Madison Crossing Lounge. En meget besøgt lokal cafe, hvor de serverede Burger & ribs.

Da vi kom tilbage på værelset prøvede vi at lave lidt blog dog uden større held, da Internettet på de breddegrader ofte er af svingende kvalitet.

Dag 11 – Mere Yellowstone 

Næste morgen ringede vækkeuret tidligt. Vi havde en lang dag foran os, da det var i dag vi skulle se nærmere på Yellowstone parken. Parken har to “loop” som de kalder det, og vi havde planlagt at køre dem begge. Det er ca. 200 KM i alt, så vi havde travlt. På turen gjorde vi en masse stop, vi så både bjørne, bison okser, elge og egern. Vi fik taget en del billeder, der vist siger det meste:

Efter mange timer og KM på landevejen var vi tilbage på motellet omkring kl. 19.00, hvor vi spiste på den lokale Mc Donalds. Det var hurtigt og nemt, hvilket vi havde brug for efter sådan en tur.

Vi startede dagen med morgenmad på værelset, vi havde dagen forinden købt lidt frugt, brød og juice da det amerikanske morgenmad er dejligt, men lidt fed i længden.

Vores hotel lå tæt på centrum, så da vi havde spist morgenmad gik vi op for at se lidt nærmere på den pladsen Tempel Square i centrum af Salt Lake City, hvor der er fire klassiske mormon kirker. Salt Lake City er kendt for at være mormonernes hovedstad hvilket også var ret tydeligt i byen.

Ved Temple Square bød de lokale nonner os ind til et musikalsk indslag i en af kirkerne, hvilket vi sagde ja tak. Efter at have lyttet til tonerne fra det kæmpe orgel i nogle minutter, var vi dog hurtigt ude igen. Vi havde travlt og skulle på vejen igen. Vi fandt en Starbucks, købte en kaffe “to go” og forlod Salt Lake City omkring kl. 12.00 og satte kursen mod Jackson Hole.

En køretur på ca. 5 timer, hvor vi også for alvor kom til Rocky Mountains. Det var en rigtig smuk tur, og landskabet har ændret sig meget siden Las Vegas, Zion & Bryce.

Jackson Hole & Buckrail Lodge

Jackson Hole er en populær ferie destiantion for især de rige amerikanerne. Om vinteren er det et stort ski sports sted, og om sommeren besøger mange byen for at nyde naturen, jagt & fiskeri.

Vi havde denne gang booket et værelse på “Buckrail lodge” et motel, hvor vi blev godt taget i mod af en ældre dame som skulle vise sig at være ejeren. Hun lignede en der havde ejet stedet altid, og hun gjorde meget ud af at fortælle om alle de muligheder der var i byen. Vi havde dog allerede inden ankomst besluttet at se deres Rodeo Show. Det er et stort tilløbsstykke i Jackson Hole, og ikke mindst i resten af det vestlige USA.

Jackson Hole Rodeo

Ejeren af stedet fortalte at vi bare skulle gå efter lyden, da det ikke var så langt fra motellet.

Showet startede kl. 20.00, så vi var der lidt tid i forvejen. Publikum udgjorde en blandet skare, der var både de lokale cowboys og turister som os.

Showet startede præcis klokken 20.00, hvor en pige blev fulgt ind i arenaen. Pigen var skaldet, hvilket gjorde det let at gætte hun havde været ramt af kræft. Kommentatoren lod os at vide at hun havde bekæmpet kræft og var aftenens æresgæst. Herefter rejste alle i publikum sig og klappede højlydt.

Vi har oplevet den slags før, hvor det også kan være nulevende og faldne soldater der skal æres. Det er ikke tit vi ser det derhjemme, men amerikanerne ELSKER det!

Da pigen havde modtaget sin hyldest blev hun fulgt ud igen, og en pige red ind med Wyomings flag. Kort efter red endnu en pige ind med det amerikanske flag. Kommentatoren smurte tykt på og kom med en længere tale om Wyoming & USA som helhed. Den handlede meget om uafhængighed, frihed og repsekt det er også noget amerikanerne elsker. Efter hans tale rejste alle sig op, tog hånden til hjertet og sang med på national sangen.

Nu kunne showet starte. Vi blev i løbet af to timer ført igennem et hæsblæsende show som bestod af: hurtigridning på hest, rodeo på hest med & uden sadel, far & søn fanger kalv med lasso, dansekonkurrence og for til sidst at slutte af med rigtig rodeo på en vild tyr!

Flere af disciplinerne var meget drabelige. Amerikanerne nød det dog, og ingen lod sig rigtigt bemærke af at en 18 årig knægt blev smidt af en tyr og slog sig rigtigt meget.

Især var børnerunden ret bizar, da der var børn med helt ned til 4 år. Det var dog en meget meget lille og rolig tyr. Uanset, hvor mærkeligt man syntes Rodeo er, var det alligevel tydeligt at se den resterende familie var pavestolte, når deres søn hoppede op på ryggen af en vild tyr eller hest.

I dag havde vi en lang køre dag foran os, så vi stod tidligt op og kom godt afsted fra morgenstunden af. Vi skulle i dag køre fra Bryce til Salt Lake City. En tur på omkring 450 km. Vi nåede dog lige at få morgenmad på en RIGTIG amerikansk diner..

Selvom google maps, siger ca. 4 timer kan man sjældent gøre det så hurtigt. Vi var først fremme omkring kl. 16.00, hvor vi havde et mindre bil uheld.

Da det er omkring fyraften var der meget trafik på motorvejen tæt ved Salt Lake City. Det betyder også at der jævnligt var kø. På et tidspunkt opstod der en pludselig kø og jeg når at bremse. Det gør personen bagved dog ikke, og en hvid BMW 320i fra slut halvfemserne banker op i os.

Det gik ret hurtigt og jeg var ret chokeret da det skete, vi fik kommunikeret til personen i BMW’en at vi skulle tale om skadens omfang ved næste afkørsel.

Hans bil havde ikke taget skade overhovedet. Men bag kofangeren på vores Toyota Prius var gået i stykker 🙁

Vi fik ringet til Hertz og efter ca. 30 minutters snak frem og tilbage kunne vi endelig køre videre. Han tog den fulde skyld, og var også rimelig chokeret men var ikke kommet noget til.

Sådan så bilen ud:

Hertz havde heldigvis et kontor i lufthavnen i Salt Lake City, så vi kørte blot derud og efter få minutter havde vi fået en anden bil.

Da vi havde fået alt med den nye bil på plads var klokken omkring 20.00 og vi var godt sultne. Vi spiste på Olive Garden, som er en Italiensk Restaurant.

Vi fik noget dejlig suppe til forret:

Og pasta til hovedret. Der var så meget at vi fik en stor portion med hjem. Vi var tilbage på hotellet ved en 22.00 tiden og var godt udmattet efter 450 km’s kørsel og et færdselsuheld.

Vi kom lidt sent op denne dag da det blev sent dagen før da vi snakkede og drak nogle øl med en gruppe unge amerikanere fra Las Vegas. Vi kom dog op, fik noget morgenmad som var gratis på vores hotel (Hamptons Inn Zion). Vi kunne sagtens have brugt en ekstra dag i Zion samt på det skønne hotel men det var tid til at komme videre mod Bryce Canyon.

2 fisk på 5 min

Køreturen var utrolig smuk og heldigvis kun 2 timer lang før vi var i Bryce Canyon. Vi havde derfor god tid og da vi så et skilt med en put ´n take sø ville Søren gerne lige ind og kigge. Vi svingede ind forbi og snakkede med den rare dame som ejede stedet. Hendes søn fandt 2 fiskestænger og noget madding til os. Søren startede med at kaste snøren ud og pludselig vrimlede det med fisk og der var allerede bid. Så var det min (Morten) tur til at prøve lykken og igen var fiskene utrolig villige til at bide på. Jeg fik også bid ved første kast men fisken bed krogen af så jeg måtte have en ny på. Der skulle kun 2 kast til med den nye krog før der igen var bid. Vi havde nu fanget en fisk hver efter kun 5 minutter – hvilket vi ikke lige havde regnet med ville gå så stærkt. Man skulle ikke betale for at fiske – kun for de fisk man fangede. Det blev dog en dyr omgang da vi skulle betale 40 dollars (220 kr) for 2 fisk vi ikke engang ville have med.

– Frokosten blev indtaget på Subway – altid en favorit

Best Western Ruby´s Inn Bryce Canyon 

Vi kørte ikke langt fra fiskedammen før vi ankom til Bryce Canyon og fik tjekket ind på dagen hotel som var et Best Western Hotel. Et kæmpe stort hotel lige ved indgangen til Bryce Canyon National Park. Hele hotellet var lavet i ægte western stil – lidt slidt men fint.

ATV ride

Vi opdagede at hotellet tilbød guidede ATV ture rundt i området – dette måtte vi prøve. Vi fik en stor ATV hvor vi kunne være 2 på. Det var virkelig fedt at køre på sådan en da man virkelig kunne give den gas. Vi havde dog ikke lige tænkt over at man virkelig blev støvet godt og grundigt til på sådan en tur – så vi måtte efterfølgende forbi et vaskeri hvor vi kunne få vasket det tøj vi havde haft på.

Bryce Canyon

Efter vores ATV tur nåede vi et smut ind i Bryce Canyon for at se solnedgangen over de smukke røde klipper som denne national park er kendt for.

En rigtig turistfælde

Da klokken var blevet mange var mange restauranter lukket i byen så vi endte med at spise på en meget skummel og beskidt turistfælde af en restaurant hvor vi ikke kunne komme hurtigt nok væk fra efter vi havde spist. Da klokken var blevet mange tog vi bare direkte hjem og gik i seng

Sengen på Cosmopolitan (vores hotel) var utrolig blød så vi sov godt og længe denne morgen.

– Udsigten om morgenen fra vores suite var stadig god.

Så det blev først omkring sidst på formiddagen før vi kom ned til morgenmadsbuffetten “The Wicked Spoon” – som er en KÆMPE buffet med alt. Og det bedste af det hele var at pga. fathers day, ville der være gratis morgenmad begge de morgener vi skulle bo på Cosmopolitan (morgenmadsbuffeten her koster normalt ca. 175 kr. pr. mand pr. dag).  Vi er jo jyder, så noget der er gratis er altid noget der gør en glad 🙂

Maverne blev fyldt til bristepunktet da vi blev nødt til at smage så meget som muligt af den lækre buffet.

Eftermiddagen gik med at køre en lille tur i vores dejlige bil op og ned ad The Strip. Vi kørte hen til “The Neon Boneyard” som er en kirkegård for gamle Neonlys skilte som har været brugt af hotellerne i Las Vegas. De havde desværre ikke åbent – så vi måtte køre igen. Tilbage på hotellet fik vi en drink ved poolen trods meget stærk ørkenvind. Selvom det blæste kraftigt svedte man stadig da temperaturen var omkring de 38 grader og ikke en sky at se på himlen.

Vi spiste tidlig aftensmad – og den skulle stå på en af byens bedste aftenbuffetter. Vi valgte Las Vegas hotellet Wynn´s buffet som vi havde læst godt om. Vi tog bilen derhen og der var heldigvis ingen kø til at få et bord (man kan opleve helt op til 1 times kø for at få et bord i Las Vegas).

Det var en rigtig lækker buffet med et kæmpe stort udvalg.

Vi skulle hurtigt videre da det nu var blevet tid til dagens højdepunkt – en aften helikoptertur over Las Vegas. Vi skulle flyve med Maverick helikopters som vi havde booket hjemmefra. Da vi ankom blev vi tilbudt et dejligt glas (billig) champagne i plastikkrus inden vi blev kaldt ud til helikopteren.

Helikopteren vi skulle flyve med var en såkaldt “Eco-star” som er en nyere slags med store vinduer så man har en bedre udsigt. Vi blev kaldt op og det var blevet vores tur. Der gik nu ikke længe før vores helikopter steg til vejrs. Jeg (Morten) var så heldig at få lov til at sidde forrest i helikopteren hvilket var ret fedt. Turen tog kun 14 minutter men det var tur men den vildeste udsigt udover neonbyen Las Vegas med de kæmpestore hoteller. En kæmpe oplevelse som var overstået alt for hurtigt.

Resten af aftenen gik med at gå lidt rundt og se nogle af de forskellige kasinoer og spille en lille smule. Det blev desværre ikke denne gang vi vandt jackpotten.

– Dette var den meget fancy indgang til parkeringskælderen på vores hotel

Med denne udsigt til lyshavets skær fra vores lækre suite, var det nu tid til at gå i seng.

Efter næsten 3 dage i San Francisco var det tid til at sige farvel. Vi havde inden afrejse til USA booket billetter til en flyvning fra San Francisco til Las Vegas. Turen tager 10-12 timer i bil, så en flyvetur på 1 time og 10 minutter til 500,- syntes at være et godt byt. Denne gang skulle vi flyve med Southwest som er det største lavpris selskab i USA. Jeg elsker at flyve indenrigs i USA, deres fly har gode sæder og da amerikanerne flyver meget indenrigs, plejer de at have godt styr på det.

Flyet var sat til afgang 12.35 med ankomst til Las Vegas ca. 14.00. Sådan skulle det dog ikke gå og Morten modtog en mail allerede klokken 09.00 om at flyet var forsinket en time. Herefter fulgte 5 mail’s, hvor de gang på gang udskød afgangstiden og det endte med at være 16.30. Da vi ikke rigtigt kunne blive på vores Bed & Breakfast kunne vi ligeså godt tage i lufthavnen og ankom klokken 12.00. Herefter venter så 4 timer og 30 minutters ventetid i en overfyldt afgangsterminal i San Francisco International Airport. Vores fly var ikke det eneste der var forsinket, så der herskede en vis form for kaos. Folk var rigtig sure, og brokkede sig højlydt til de to personer der var sat til at servicere den 150 meter lange kø af mennesker.

Da vi efter den korte flyvetur ankom til Las Vegas, var ingen i tvivl om hvor vi var landet. Der var enarmede tyveknægte fra vi trådte ud af flyveren til vi var ude af bygningen.

Da vi havde fået vores kufferter blev vi kørt til deres Bil-leje center ca. 5 km fra lufthavnen. Her er alle de store selskaber repræsenteret, også Hertz som vi havde valgt at leje bil hos.

Vi havde allerede fra morgenstunden modtaget en mail med info om vores bil, og besked om at den var klar til afhentning. Da vi havde tilmeldt os deres Hertz Gold Club skulle det være en smal sag at hente bilen, da de gør en dyd ud af at bilen er hurtig klar, og der ikke er så meget bøvl. Sådan skulle det dog ikke gå da fyren ved skranken havde en dårlig dag. I korte træk så fik vi en regning der var ca. 1.000,- højere end, hvad der var aftalt ved bestilling. Da vi så påpegede det ændrede han den meget modvilligt så den kun var ca. 400,- højere end aftalt. Da vi så påpegede det var han ret ligeglad og lod os vide at vi kunne rende og hoppe.

Efter meget ventetid kom vi til at tale med chefen som ændrede vores regning i løbet af 2 minutter, så den stemte overens med det vi havde bestilt. På det tidspunkt havde vi diskuteret med ham ved skranken & stået i kø af flere omgang i ca. en time.. Vi var ude klokken 20.00.

Bilen vi fik var en Toyota Prius. Det er en ret populær Hybrid bil de bruger meget herovre. Den kører på både benzin og el på samme tid. Den kører bare super godt og vi er rigtig glade for den.

På vej til hotellet spiste vi på en Chilli’s. De kalder det en “Neighborhood Grill”. Det er et hyggeligt sted, hvor man kan se sport i TV, drikke øl & coctails og ikke mindst spise noget af alt den dejlige amerikanske mad de serverer.

Det vi fik var dog lidt mexikansk inspireret og smagte dejligt 🙂

Vi havde igen booket værelse på The Cosmopolitan i Las Vegas, da vi var så glade for at bo der sidste gang vi var i Las Vegas. Vi fik et værelse der var præcis magen til det vi havde for to år siden. Det er muligt at se det her: http://usaferien.dk/dag-12-las-vegas/

Efter at være tjekket ind besøgte vi kort deres Casino og spillede lidt før vi gik i seng.

Efter en tidlig morgenmad sammen med de andre gæster på vores Bed & Breakfast var det tid til at udforske endnu mere af San Francisco.

Vi tog bussen mod dagens første stop – Lombard Street – som er kendt for at være en af de mest stejle gader i verden. Gaden er ret speciel da den snor sig og tilplantet med en masse farverige blomster. For at komme til Lombard skulle vi dog lige lave en mindre “bjergbestigning” op af nogle meget stejle gader.

Efter Lombard Street gik det meget stejlt nedad og vi kom til den bydel der kaldes “Little Italy” hvor vi lige fik en cola på en bar efter anstrengelser op og ned af de stejle gader. I denne bydel var der denne dag et mad festival med alt mulig forskellig mad som vi kunne prøvesmage. Vi var dog ikke sulte nok endnu til at spise frokost her selvom meget af maden så virkelig lækker ud.

Lige ved siden af “Litte Italy” ligger “China Town”. Det er ret mærkeligt at krydse en gade også føler man pludselig at man er i en helt anden by i et andet land. Skiltene er endda på kinesisk i “China Town”. Selvom man befinder sig midt i San Francisco, kunne man i denne bydel købe forskellige levende fugle som duer og høns til madlavning – meget specielt.

Fra “China Town” bestilte vi en UBER privat taxi, og blev igen hentet i en rigtig flot bil af en meget snaksaglig ældre herre, som var tidligere limousine-chauffør. Igen en fornøjelse at bruge UBER. Han tog os hen til en burger restaurant vi havde læst om – nemlig Super Duper Burger. Det var et lille, men meget moderne sted. Burgerne var virkelig lækkre og alt var hjemmelavet – mums.

Resten af dagen gik med shopping i Castro samt Haight-Ashbury områderne og så fik vi set de kendte huse “The Painted Ladies”.

På vej derhen havde vi dog en lidt sjov oplevelse med deres offentlige transport. Ved et af stoppestederne skulle der skiftes chauffør. Fra en lille spinkel mand til en kraftig kvinde. Da hun endelig kom ind i bussen og fik den startet, gik der ikke mange sekunder før bussen igen var bragt til standsning, hvorefter hun rejste sig op og fægtede med begge arme og  meddelte alle at hun på ingen måde kunne arbejde under disse forhold. Folk undrede sig over hvad hun mente. Og det med god grund, det viste sig så at hun ikke kunne betjene sædet og køre det bagud. Og når sædet ikke kan køres bagud, kan der altså opstå et plads problem mellem sædet og rattet.

Hun ringede derfor op til centralen og gav dem en længere forklaring, hvorefter de forsikrede hende om at de ville sende et hold til undsætning. (Af en eller anden grund kunne alle i bussen høre samtalen, da det kom ud af en højtaler) Efter blot 10 minutter ankom et redningskøretøj og to mekanikere stod ud for at se på det “mekaniske” problem.

Efter ganske få sekunder stod det dog klart at, hvad er ved første øjekast lignede et mekanisk problem nok nærmere var en fejl 40. Det gjorde ikke chaufføren mere glad, da redningsholdet insinuerede at det var hende der ikke kunne finde ud af det. Da de endelig forlod bussen gik det dog over stok og sten, hvad vi havde tabt af tid blev hurtigt indhentet da hun ikke havde samme vanskeligheder med at træde på speederen, som med at justere sædet.

 The Painted Ladies med San Franciscos skyline i baggrunden

Efter en hel dag med sightseeing købte vi noget aftensmad til at tage med hjem i det lokale Whole Foods økologiske / organic supermarked, som i San Francisco var indrettet noget mere festligt end et normalt supermarked.

Vi brugte resten aftenen på vores B&B da vi var blevet trætte og stadig var ramte af jetlag.